DSB i Dansk Industri – Nyhedsbrev #3

Som de fleste nok er bekendt med, er forhandlingerne sat på ”pause” indtil videre.

Dansk Jernbaneforbund har brugt tiden efter de indstillede forhandlinger til at forberede de kommende fagretslige sager.

DSB har desværre bragt os alle i denne triste situation ved at fortsætte deres egne fortolkninger af Jernbaneoverenskomsten udenom Dansk Jernbaneforbund og efterfølgende implementere disse, uagtet at man fortsatte med at forhandle med Dansk Jernbaneforbund.

Da disse egen-fortolkninger efter Dansk Jernbaneforbunds klare opfattelse indeholder brud på overenskomsten, opfordrede forbundet DSB til at indstille disse og sikre ”borgfred”, så længe der blev forhandlet.

Svaret fra DSB har blot været fortsatte overtrædelser og flere fortolkninger udenom Dansk Jernbaneforbund og tillidsrepræsentanterne.

Dansk Jernbaneforbund er overbevist om, at alle – undtaget DSB og Dansk Industri – kan se, at denne fremgangsmåde er en klar provokation og at forbundet derfor ser sig nødsaget til at indstille forhandlingerne, rejse sagerne fagretligt og afvente udfaldet af disse, før vi igen kan sætte os til forhandlingsbordet.

DSB har i den forbindelse forsøgt at få vores tillidsrepræsentanter til at vende Dansk Jernbaneforbund ryggen ved at foreslå, at de forhandlede udenom Dansk Jernbaneforbund. Det viser blot en uanstændig direktion, der er bannerfører for en fortsat konflikt.

Men DSB har overset, at vores tillidsrepræsentanter er stærke og kompetente og sagtens kan se, hvilket spil DSB lægger op til.
Og lad os blot her meddele DSB, at alle beslutninger i denne konflikt sker i enighed mellem forbund og tillidsrepræsentanter.
For vi er alle Dansk Jernbaneforbund.

Dansk Jernbaneforbund har tidligere forsøgt at forlige sagerne, mod at DSB erkender deres overtrædelser. Dette har alene til formål at få gang i forhandlingerne hurtigt igen.

DSB har – retfærdigvis – på den baggrund tilbudt forlig i flere sager; men forligene har kun til formål at sikre at Dansk Jernbaneforbund ikke rejser sager mod DSB. Forstået således at forligene alene er til fordel for DSB; men samtidig fratager forbundet retten til at føre sagerne fagretsligt.

Disse forligs-tilbud indeholder på ingen måde fordele for medlemmerne og derfor har vi desværre afvist.

Dansk Jernbaneforbund har dog derimod nu udarbejdet og tilbudt forlig, der stiller begge parter lige; men indtil dato har DSB ikke svaret på vores forslag.

DSB har samtidig desværre valgt at overgive hele sagen til Dansk Industri og Dansk Jernbaneforbund kan derfor i sagens natur ikke forhandle med DSB, førend der er afholdt møde med Dansk Industri.

DSB-direktør Flemming Jensen fortsætter dog åbenbart ufortrødent med at indikere, at Dansk Jernbaneforbund ikke vil mødes med DSB, afviser møder o.lign.

Ja det gør vi; men af den simple grund at Dansk Jernbaneforbund faktisk har andre opgaver end lige nøjagtig DSB; men DSB vil ikke anerkende dette og mener, at når de indkalder til møde, skal forbundet lægge alt til side og aflyse møder med andre samarbejdsparter.

Det bliver aldrig noget Flemming Jensen eller nogen anden DSB-direktør kommer til at bestemme; uagtet at det tolkes derhen, at Dansk Jernbaneforbund ikke vil mødes med DSB.

Denne tolkning er blot en genanvendelse af en gammel strategi, som efterhånden er lidt trættende. Strategien går ud på at placere al skyld på Dansk Jernbaneforbund.

Det er vi vant til og efterhånden resistente overfor.

Men når nu DSB vil anvende denne tolkning, kan det oplyses, at Dansk Jernbaneforbund har forslået flere mødedatoer overfor Dansk Industri; men de har ikke meldt tilbage.

Det må forbundet tage til efterretning og så tolke det derhen, at Dansk Industri og DSB ikke vil mødes med Dansk Jernbaneforbund.

Kære medlemmer.
Nu rykker vi sammen – helt sammen.
Også selvom det er opslidende for alle. DSB spiller ganske enkelt et uærligt spil og respekterer ikke helt almindelige spilleregler og vi har slet ikke set det sidste for deres side.

DSB vil givetvis på vanlig facon forsøge at spille Jer ud mod Jeres tillidsrepræsentanter og Dansk Jernbaneforbund gennem manipulerende information og slet skjulte trusler.

Vi kan kun opfordre Jer til ikke at tro, at DSB’s information på nogen måde indeholder de korrekte forhold. Dansk Jernbaneforbund har konstateret direkte usandheder i DSB’s officielle udmeldinger.

Stå sammen, bak hinanden op og hav tålmodighed.

Vi lægger os ikke ned; men nu kæmper vi hele vejen for ”fair forhold”.