Signalkommissionen – information til alle lokomotivførere i DSB

Kære alle,

Først og fremmest tak for jeres store indsats – og jeres usædvanlige tålmodighed i den nuværende situation.

Som vi meldte ud på medlemsinformation i går, så har DSB valgt at trække deltagelsen i Signalkommissionen.

Dette er så blevet lavet om til i dag, hvor DSB på mail til mig har meldt ud, at de fremadrettet vil være aktive i Signalkommissionen og selv udpege medlemmer hertil.

Jeg ved også, at der allerede er flere, der er blevet kontaktet desangående.

Som alt andet er også denne situation et udtryk for, at DSB ikke har respekt for nogle aftaler – hverken med medarbejdere eller andre organisationer.

I anlægsbestemmelserne for SODB (Signalkommissionen) stykke 5.7.4.1 står følgende:

For at signalkommissionen kan træffe beslutning om signalplaceringen, skal der herudover deltage en repræsentant for lokomotivførerne, som er stedkendt på den pågældende strækning.

Lokomotivføreren er efter den nuværende praksis udpeget af Dansk Jernbaneforbund direkte til den instans i Banedanmark, der har ansvaret for afholdelse af signalkommissioner.”

Med andre ord er det ikke en rolle, som DSB kan udpege medlemmer til.

Det betyder også, at de lokomotivførere, der skulle ønske at deltage på vegne af DSB reelt risikerer at blive taget som gidsler af deres egen arbejdsgiver.

Det forekommer os helt grotesk og uden sidestykke.

Vi fører selvfølgelig sagen videre.

Det er lidt opad bakke, da Flemming Jensen på skrift har tilkendegivet, at han ikke mener, at der findes et problem.

Skulle du som lokomotivfører være blevet spurgt og fristet til at sige ja (for ja – det er et rigtigt vigtigt og spændende arbejde, så det kan vi godt forstå!), så må du meget gerne kontakte os, så vi kan hjælpe med at sikre dig bedst muligt.

Vi distribuerede i går link til anlægsbestemmelserne for Signalkommissionen.

Måske har du allerede været på Forbundets hjemmeside for at blive klogere på, hvad arbejdet omfatter, mv.

Hvis ikke – så kan du med fordel læse mere her:

https://www.djf.dk/signalkommissionen