Stemningen blandt kollegaerne på S-banen er hårdt presset: Flere er søgt væk i skyggen af den førerløse teknologi, der venter ude i horisonten og senest også på grund af den usikkerhed, der er skabt i forbindelse med, at S-banen til september overgår fuldt til det nye signalsystem, CBTC.
Ledelsen har i en besked til kollegaerne tilkendegivet, at overgangen til CTBC medfører en række ”overvejelser” om fremtidens uddannelse. Den melding har ikke hjulpet på stemningen – tværtimod.
Nu kan Dansk Jernbaneforbund med stor forbløffelse konstatere, at en ny uddannelse af S-togs lokomotivførere allerede er sendt til godkendelse i Trafikstyrelsen fra DSB’s side. Det opleves som et direkte angreb på den offentlige uddannelse og det hidtidige gode samarbejde herom.
DSB har tilsyneladende valgt at gå udenom Transporterhvervets Uddannelsesudvalg (TUR). TUR består af repræsentanter fra arbejdergivere og arbejdstagere, og det er her, at uddannelser på jernbanen er forankret rent lovgivningsmæssigt. Det er igennem TUR, at samarbejdet mellem arbejdsmarkedets parter om uddannelse sikres. Det kan hverken være i DSB’s, DI’s eller ministeriets interesse, at dette samarbejde skal undermineres.
Dansk Jernbaneforbund er altid parat til konstruktivt at diskutere fremtidens uddannelsesbehov. Men det skal foregå i rette regi og i en reel dialog.
Det er generelt vores håb, at DSB vil indgå i et tættere samarbejde med Dansk Jernbaneforbund om at få skabt størst mulig klarhed over fremtiden for både de nuværende og de kommende kollegaer på S-banen. Den nuværende tilstand kan hverken DSB’s ledelse, passagerer eller kollegaerne være tjent med.
Så lad os se at få bidt til bolle – sammen!