Leder: 2023 står i overenskomstens tegn

[Bragt i Jernbane Tidende december 2022]

Af Preben S. Pedersen, Forbundsformand

I skrivende stund nærmer vi os julen. Kalenderlyset er tænkt, pynten hængt op og vi hygger os med julefrokoster og familien. Snart banker virkeligheden dog på igen. Når nytåret er ringet ind, begynder slutspurten i de sværeste overenskomstforhandlinger mange år. Og her er hyggen langt fra garanteret.

Overenskomstforhandlingerne har i virkeligheden været i gang længe. Der er formuleret og udvekslet krav. Der er holdt optaktsmøder, hvor parterne har følt hinanden på tænderne. Nu skal det endelige slag stå. Det første område der skal forhandles færdigt, er som bekendt Industriens Overenskomst. Industriens Overenskomst dækker en del af vores kollegaer – primært vores stationsbetjente, der ikke er ansat som tjenestemænd. Efter Industrien følger Transportforliget, der giver bolden op til de øvrige overenskomster på vores område: Jernbane- og Letbaneoverenskomsten. Men første skal der altså landes et forlig på Industriens område.

Det bliver rigtigt svært denne gang. Den voldsomme inflation har udhulet vores løn. Pengene rækker slet ikke så langt, som de har gjort, når el- og varmeregningerne skal betales eller når indkøbsvognen skal fyldes op. Derfor vil der også være krav om lønstigninger, der kan mærkes. Her og nu. Oveni skal der fokus på både arbejdsmiljø, og en højnelse af respekten for erhvervsuddannelserne.

Det er nok de færreste, som reelt tror på, at hele inflationen kan indhentes i år ét. At man allerede i 2023 kan opnå en lønstigning, der fuldt og helt genopretter reallønnen. Og spørgsmålet er i virkeligheden også om en lønstigning på mere end 10% i et hug, reelt vil gøre en forskel på den lange bane eller om det mere vil være, som at tisse i bukserne. Meget store lønstigninger risikerer desværre at starte en løn-og-pris-spiral, hvor den lønstigning man netop har kæmpet i hus, hurtigt bliver spist op af endnu mere inflation – og så er vi igen bagud. Oveni risikerer vi at svække vores konkurrenceevne og dermed underminere fremtidens arbejdspladser.

Betyder det så, at vi skal lade os spise af med næsten ingenting? Bestemt ikke. Overenskomstforhandlingerne skal munde ud i, at vi på sigt kan se reallønnen genoprettet. På den kloge måde, hvor vi ikke bare puster til inflationen og sender arbejdspladser til udlandet. Og det betyder selvfølgelig også, at der skal markant mere i pungen i OK23. Hvis ikke det lykkes, så tror jeg, at vi kigger ind i den første storkonflikt siden generalstrejken i 1998.

Ingen ønsker en storkonflikt. Danmark har ikke brug for at blive sat i stå i flere uger. Men det kan selvfølgelig blive konsekvensen, hvis ikke der kan opnås enighed om en ny overenskomst ved forhandlingsbordet. Tag ikke fejl. En storkonflikt vil lamme samfundet fuldstændigt. Det er muligt, at færre er medlem af en fagforening i dag end i 1998, hvor vi sidst oplevede en generalstrejke. Det betyder selvfølgelig, at færre kan strejke på de enkelte arbejdspladser. Men omvendt er der en række områder, der var offentligt i 1998, som i dag er blevet privat organiseret. Jeg behøver bare nævne jernbanen: Hvis fjern- og regionaltog, S-tog, Metro og Letbane holder stille, så er Danmark reelt lukket effektivt ned. Det er en situation, som vi alle skal lægge sig grundigt i selen for at undgå – og det gælder ikke mindst arbejdsgiverne!