Kære medlemmer: En hilsen fra Horup

Kære medlemmer

Når tvivlen spørger: ”Skal jeg arbejde?”

Når frygten siger: ”Det er farligt?”

Når fornuften siger: ”Det er unødvendigt!”

Så siger hjertet: ”Selvfølgelig gør jeg det” – så retter I ryggen og bidrager med Jeres indsats.

Mange medlemmer har med rette stillet et hav af spørgsmål af situationen med Corona-virus.

Mennesker reagerer forskelligt; men alle reagerer. Nogle med frygt, andre med skepsis og endnu andre med vrede og sådan vil det altid være.

Fakta er, at alle er ramt af denne krise. Den har stor indflydelse på Jeres daglige arbejde og familieliv.

Nogle er hjemsendt og andre ikke – og skal derfor på job.

Da regeringen kom med opfordringen til at vi blev hjemme, landet lukkede ned blev der heldigvis – set sundhedsrelateret – langt færre passagerer og dermed mulighed for bedre at kunne holde afstand. 

Desværre aner vi nu en tendens til, at statsministerens forsigtige optimisme om muligheden for at lukke landet gradvist op, kan blive opfattet som om, at krisen er ovre.

En sådan melding er jo god; men timingen måske knap så heldig, da det for nogen – åbenbart –  er startskuddet til gensynet med familien og de gode påske- sammenkomster.

Dansk Jernbaneforbund vil her og offentligt opfordre ALLE til at forstå, at krisen er ikke ovre, smitterisikoen er ikke forsvundet.

Bliv hjemme, brug digitale medier til kontakt, hold afstand…

Herudover giver en sådan melding uro i en jernbanevirksomhed, da planlægning ikke er noget med lige ændrer på fra den ene dag til den anden.

Jeg ved, at Jeres tillidsrepræsentanter hver dag kæmper for at minimere generne i Jeres arbejdsdag mest muligt – og stor tak for det – men i takt med diverse regeringsbeslutninger skal der hele tiden træffes nye beslutninger om driften. Og vi ved, at det påvirker Jeres hverdag.

Vi havde troet, at virksomhederne i disse tider ville prioritere samarbejdet meget højt og flertallet af vores arbejdsgivere gør det.

Desværre er der fortsat arbejdsgivere, der ikke vil det samarbejde og tror at krisen har givet dem fripas til at agere udenom alle aftaler.

Det er jo trist og helt uanstændigt; men en stor tak til de mange virksomheder, der i denne krise træffer beslutninger sammen med de faglige repræsentanter.

Transportministeren har takket Jer for Jeres indsats, og jeg tror ikke, at der skal lægges noget i, at nogle personalegrupper ikke direkte blev nævnt.

Det var en velment og oprigtig tak til alle Jer, der er med til at holde samfundet i gang. Mere eller mindre frivilligt; men I har gjort det.

Når det er sagt, så skal der med stor respekt herfra lyde en kæmpe TAK til alle medlemmer af Dansk Jernbaneforbund for Jeres indsats, uanset hvilken opgave I har været sat til at udføre og fortsat skal udføre.

Det er mit håb, at virksomhederne efter denne krise, vil vise Jer den respekt, som I klart har gjort Jer fortjent til.

Endnu engang TAK FOR JERES INDSATS – I GØR DET FANTASTISK !

Og denne tak kan Dansk Jernbaneforbund med rette også sende til alle i vores faglige fælleskab – sundhedspersonalet, politibetjenten, butiksassistenterne – ja alle som hver dag kæmper for at vi kommer igennem krisen.

Uden alle Jer ville katastrofen være total…

Varme hilsner fra forbundsledelsen og alle ansatte i Dansk Jernbaneforbund ,

Henrik Horup
Forbundsformand