CO-industri godkender forliget om industriens overenskomster

NYHED 10. februar 2020 fra CO Industri

Søndag indgik CO-industri og Dansk Industri forlig om nye overenskomster for 230.000 ansatte i industrien. Forliget er i dag blevet godkendt af CO-industris Centralledelse.

Det forlig om nye overenskomster, som CO-industri og Dansk Industri indgik søndag formiddag efter et døgns afsluttende forhandlinger, er i dag blevet godkendt af CO-industris Centralledelse.

Centralledelsen konstaterer, at de treårige overenskomstaftaler indeholder en række markante forbedringer, hvor der er mere til alle ansatte i industrien.

CO-industris ni medlemsforbund sætter med forliget et mærkbart aftryk på den grønne omstilling, på ligestilling, arbejdsmiljø og uddannelse. Samtidig er der flere penge og stærkere rettigheder til de ansatte på danske industrivirksomheder.

Konkret giver overenskomstaftalen blandt andet følgende forbedringer:

·       Fritvalgskontoen øges fra fire til syv procent og udvides med nye muligheder for børne­familier, der kan bruge kontoen til at holde barns anden sygedag og til fravær ved læge­besøg med barn.

·       Ligestillingen styrkes markant, idet familierne får yderligere tre ugers forældreorlov med fuld løn, hvor de ekstra uger øremærkes til den anden forælder.

·       Løn under sygdom bliver forlænget med fem uger til i alt 14 uger.

·       Lærlinge og elever får pensionsopsparing allerede fra de fylder 18 år, hvor det i dag er to år senere.

·       Aftalt uddannelse bliver gjort til en permanent ordning.

·       Afskedigede medarbejdere kan tage op til fem ugers uddannelse.

·       Arbejdsmiljørepræsentanter får styrket deres vilkår med bedre uddannelsesmuligheder og it-faciliteter.

·       Ansatte i industrien får en stærk rolle i Danmarks og virksomhedernes grønne omstilling, da den løftes ind i samarbejdet mellem ledelse og medarbejdere.

·       Betalingssatser og tillæg stiger.

Med de forbedringer anbefaler CO-industris Centralledelse, at der bliver stemt ja, når overens­komst­aftalerne senere bliver sendt til afstemning blandt forbundenes medlemmer.

Industriens Overenskomst og Industriens Funktionæroverenskomst gælder direkte for 230.000 lønmodtagere på 6.000 industrivirksomheder.

CO-industri er forhandlingsfællesskab for: 3F Industri, Dansk Metal, HK/Privat, Teknisk Landsfor­bund, Dansk El-Forbund, Blik- og Rørarbejderforbundet, Malerforbundet, Serviceforbundet og Dansk Jernbaneforbund. CO-industris Centralledelse består af 49 medlemmer og har repræsen­tanter fra de ni medlemsforbund.