DSB og DJ er nået til enighed om en aftale, der sikrer vilkårene for både de eksisterende lokomotivførere, lokomotivførerkørelærere, og lokomotivinstruktører på S-tog, og de kommende medarbejdere (bybaneførere), som skal fremføre S-tog under CBTC.
Aftalen medfører, at de nuværende lokomotivførere, lokomotivførerkørelærere og lokomotivinstruktører forbliver på de løn- og ansættelsesvilkår, som aftalt i den gældende overenskomst med tilhørende lokalaftaler. Samtidig er DSB og DJ enige om, at ingen af de nuværende lokomotivførere kan afskediges som følge af overgangen til CBTC.
De kommende medarbejdere, som skal sørge for kørslen med CBTC, vil blive ansat som bybaneførere. Bybaneførerne kommer til at følge de samme arbejdstidsbestemmelser som de nuværende lokomotivførere. Lønnen bliver dog en anden, da bybaneførerne ikke vil opnå samme uddannelsesniveau som en lokomotivfører på S-tog. Startlønnen udgør kr. 22.293,- pr. måned. Efter endt uddannelse gives et kvalifikationstillæg på kr. 5.000,-, samt et produktionstillæg på kr. 1.500,-. Efter 3 års ansættelse hæves produktionstillægget til kr. 3.500,-.
Aftalen vil blive lagt på DSB’s intranettet i næstkommende uge, og der vil ske yderligere særskilt information til såvel medarbejdere, ledere og tillidsmænd fra parterne.