Dansk Jernbaneforbund, Områdegrupperne TPO, LPO og LPO S-tog i DSB og DSB har indgået forlig forud for en række arbejdsretssager anlagt af Dansk Industri/DSB mod kollegaer.
Kolleger, der er anklaget for overenskomststridige arbejdsnedlæggelser i perioden, hvor DJ og Dansk Industri/DSB forhandlede nye lokalaftaler efter DSB’s indmeldelse i DI.
Forliget gælder alene de overenskomstansatte.
Forliget betyder, at alle anklager om overenskomststridige arbejdsnedlægger for overenskomstansatte er trukket tilbage. Dermed er en række kollegaer nu befriet for risikoen for at blive dømt i kommende arbejdsretssager.
Samtidigt betyder forliget, at vi kan slå en streg over de mange konflikter, som vi stadig slås med i kølvandet på forhandlingerne om nye lokalaftaler tilbage i 2018-19. Vi kan komme videre nu. Det har jernbanen brug for. Det har de berørte kollegaer brug. Det har vi alle brug for.
Forliget har en pris. Det har forlig. Prisen er, at alle må afgive 2 ½ time fra deres frihedskonto. Det er prisen for at redde kollegaer ud af en svær situation. Prisen for at vi nu sammen kan se fremad. Med hensyn til aftalens indhold henvises i øvrigt til informationen fra DSB udsendt d. 28. oktober, som er afstemt med Dansk Jernbaneforbund og områdegrupperne.
Det er ikke med vores gode vilje, at vi har måtte acceptere det. Men omvendt er vi overbevist om, at alle er parat til at stå skulder ved skulder.
Aftalen omfatter ikke tjenestemænd. Vi kan ikke alene indgå forlig med DSB om tjenestemænd. Det kræver også Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og OAO’s (Offentligt Ansattes Organisationer) godkendelse og der har ikke vi ikke kunne opnå accept af et lignende forlig.
Det betyder desværre, at de kollegaer, der er tjenestemænd og er anklaget for overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, stadig er anklaget. Vi gør, hvad der står i vores magt for at prøve at ændre dette. Hvor det lander, ved vi ikke endnu.