Leder: Ingen vej uden om toget, DI

Henrik Horups leder fra Jernbane Tidende 5-2019

Dansk Industri har fremlagt en ambitiøs klimaplan: Organisationen har præsenteret et væld af initiativer og giver dermed sit bidrag til en at løse én af vor tids største udfordringer: Klimakrisen.

Dansk Jernbaneforbund kan kun anerkende det samfundsansvar, som DI tager med sin klimaplan. Men… Tager man jernbanebrillen på, bliver man slemt skuffet. Det er alene blevet til, at der skal findes de sidste penge til den elektrificering af jernbanen, som allerede er besluttet (!). Ellers er planen blottet for jernbaneinitiativer.

Vi ved, at transportsektoren står for en stor del af det samlede klimaaftryk. Vi ved, at transport på skinner er uhyre klimavenligt – alligevel er planen klinisk renset for jernbanevisioner.

DSB i DI?

I december 2017 meldte det offentlige selskab DSB sig ind i Dansk Industri – det har du nok hørt om. Det undrede dengang mange, hvad et statsligt selskab skulle i en interesseorganisation for private virksomheder. Det handlede alene om indflydelse, lod DSB os forstå. De faglige organisationer så spøgelser, hvis de troede manøvren handlede om at forringe løn- og arbejdsvilkår. Når DSB lagde små 7 millioner danske skattekroner om året i kontingent, så handlede det kun om, at DSB skulle sidde med ved bordet, hvor de vigtige beslutninger træffes. Resultaterne på den front, kan man foreløbig kun spejde langt efter:

Hvor er DIs visioner om et togtilbud, der kan konkurrere med indenrigsflyvene? Mere gods på banen? En kattegatforbindelse med skinner? Bybaner, der kan for alvor kan flytte folk fra bilen over i toget: Reducere trængslen og dermed øge arbejdsudbuddet. Togforbindelser til vores naboers hovedstæder, der kan styrke samarbejde og samhandel? Man savner i den grad et solidt jernbaneaftryk i DIs planer.

DIs klimaplan fylder 134 sider – 150 initiativer. Det er blevet til 40 små ord om fremtidens tog: Allerede vedtagne planer om elektrificering skal finansieres. Det var det komma, som toget fik i DIs klimaplan. Det er så langt fra godt nok. Forstandige folk i resten af Danmark har heldigvis blik for togets potentiale i klimakampen. Godt for det. For toget er en central del af løsningen på klimakrisen. Der er ingen vej udenom toget.

Henrik Horup