Få artiklen læst op
Getting your Trinity Audio player ready...
|
Det er med stor sorg, at Dansk Jernbaneforbund har modtaget nyheden om Ebert Nielsen Scharlings bortgang i en alder af 87 år. Ebert var en markant og højt respekteret skikkelse i Dansk Jernbaneforbund, særligt i sin rolle som formand for togpersonalet og forbundsformand for Dansk Jernbaneforbund.
Ebert startede sin karriere som togfører, hvor hans engagement og dygtighed gjorde ham til et naturligt valg blandt kollegaerne som deres tillidsrepræsentant. Han var formand for togpersonalets afdeling i Dansk Jernbaneforbund i hele 18 år frem til år 2000. Herefter blev han valgt som forbundsformand.
Ebert var kendt for sin kamp for medarbejdernes rettigheder og arbejdsforhold. Hans engagement strakte sig langt ud over det faglige; han var også en varm og inkluderende person, der aldrig glemte de enkelte medarbejdere.
Ebert vil blive husket som en dygtig faglig leder og en ven af alle, der krydsede hans vej.
Vores tanker går til hans familie og nærmeste i denne svære tid.
Æret være Ebert Nielsen Scharlings minde.
Ebert Nielsen Scharling (1937-2024)