OK21: Hovedbestyrelsen anbefaler et NEJ til det statslige forlig


Hovedbestyrelsen i Dansk Jernbaneforbund har behandlet resultatet af OK21-forhandlingerne. Et flertal i hovedbestyrelsen anbefaler et NEJ til resultatet på det statslige område. Urafstemning om forliget begynder senere i marts.

Der har 16. marts været afholdt repræsentantskabsmøde i det statslige forhandlingsfællesskab CFU. Her meddelte Dansk Jernbaneforbund, at vi anbefaler et NEJ til overenskomstresultatet.

Her kan du læse baggrunden for anbefalingen. Du kan læse om selve forligets indhold på www.djf.dk/ok21 og i det kommende anbefalingsbrev.

Forliget på det statslige område (CFU forliget)

Hvem er omfattet af forliget: Tjenestemænd ansat i DSB og ansatte ved Banedanmark

Baggrund for anbefaling af et NEJ: Hovedbestyrelsen finder, at lønstigningerne er for beskedne – særligt set i forhold til, at overenskomstperioden er 3-årig og set i sammenhæng med resultatet på det kommunale område.

Strukturen i forliget betyder reelt, at lønstigningen på det statslige område ikke matcher stigningen på det kommunale område.

Derudover havde Dansk Jernbaneforbund to primære krav til forhandlingerne: At der skulle tages hul på frit valgs-ordning, og at der skulle afsættes organisationsmidler, så der var muligheder for specifikke forbedringer på vores områder. Ingen af de to krav er blevet mødt.

Et flertal i Hovedbestyrelsen anbefaler på den baggrund et NEJ til forliget på det statslige område (CFU-forliget).


Afstemning
Nu er det så op til alle jer medlemmer, der er omfattet af overenskomsten og aftalen for tjenestemænd at tage stilling. Derfor vil I inden for de næste uger modtage digitalt stemmemateriale og bliver bedt om at tage stilling til resultatet.

Mere info om afstemningen følger snarest.


Opsummering – Hovedbestyrelsen anbefaler:

  • Et JA til det kommunale OK-forlig, der omfatter ansatte ved lokalbanerne
  • Et flertal anbefaler et NEJ til det statslige OK-forlig, der omfatter tjenestemænd ansat i DSB og ansatte i Banedanmark

Afstemning om OK21 begynder senere i marts – mere info følger i løbet af de kommende uger