OK24: Forlig på statens område

Få artiklen læst op
Getting your Trinity Audio player ready...

Der er indgået overenskomstforlig på statens område. Forliget får direkte betydning for tjenestemandsansatte og statsligt ansatte i f.eks. Banedanmark. Samtidig får forliget indirekte betydning for ansatte på lokalbanerne, da forliget på statens område traditionelt sætter rammen (den økonomiske grænsen) for overenskomstforhandlingerne i kommunerne og regionerne.

Nu begynder organisationsforhandlingerne med DSB og Banedanmark.

Finansministeriet har udsendt et faktaark om aftalen, der kan læses her

I forbindelse med forliget har CFU udsendt denne pressemeddelelse:

Pressemeddelelse om OK24 CFU-forlig

Reallønsstigninger og mere fleksibilitet i arbejdslivet CFU og Finansministeriet har i dag – efter mere end 6 døgns lange forhandlinger – indgået en aftale, som forventes at give 2,50 % i reallønsforbedringer og en samlet generel lønstigning i perioden på 7,4 %. Herudover er der afsat betydelige midler til udvikling af lønninger og andre vilkår i de enkelte overenskomster.

Der er aftalt en samlet økonomisk ramme på 8,8 % i OK24-perioden. Den økonomiske ramme følger hermed Økonomiministeriets skøn for den private lønudvikling i 2024 og 2025.

Der er enighed om i OK24-perioden at få skabt balance i lønudviklingen mellem den statslige sektor og den private sektor.

”Vi har skabt et stærkt resultat, som giver reallønsfremgang ovenpå en periode, hvor alle har lidt reallønstab på grund af høj inflation. Vi har ved siden af resultatet på 8,8 % aftalt en ekstraordinær lønforhandling i slutningen af 2025. Forhandlingen skal sikre, at det efterslæb, som vi kom ind med i OK24 i forhold til den private lønudvikling, senest i slutningen af 2025 bliver udlignet. Hvis der er ubalance, vil den blive udlignet med lønnen i november i 2025”, udtaler formanden for CFU, Rita Bundgaard.

Der er i CFU-forliget også aftalt en øget fleksibilitet for medarbejderne. Den ansatte får nu ret til at opspare eksisterende frihed i form af bl.a. afspadsering, overarbejde, merarbejde og den 6. ferieuge over en længere periode. I alt kan der opspares timer op til tre uger i ordningen, som kan bruges til fleksibelt fravær på enkeltdage eller som mere sammenhængende frihed. Det er ligeledes aftalt som noget nyt, at ansatte, der har ret til valgfrihed for den del af pensionsbidraget, der overstiger 15 %, kan få det indbetalt til en opsparingsordning i tilknytning til sin kollektive pensionsordning. Opsparingsordningen giver mulighed for finansiering af f.eks. pauser i arbejdslivet.

”Vi har med forliget taget hul på, at den enkelte ansatte i staten får bedre mulighed for at kunne tilrettelægge sit arbejdsliv mere fleksibelt. Det har været stærkt efterspurgt af vores medlemmer. Jeg er også meget tilfreds med, at vi har styrket vilkårene for tillidsrepræsentanterne. Vi har etableret et styrket grundlag for, at der kan vælges tillidsrepræsentanter på geografisk adskilte institutioner, og vi har etableret en ret for tillidsrepræsentanter til at mødes med nyansatte kollegaer. Vi har samlet set indgået et forlig, som rummer en række gode nyskabelser og øvrige forbedringer, som er med til at skabe attraktive statslige arbejdspladser”, slutter Rita Bundgaard.

I forliget er der herudover bl.a. aftalt 3 ugers yderligere fædreorlov i forbindelse med barsel, et lønprojekt for de lavest lønnede og en forhøjelse af den særlige feriegodtgørelse via en aftalemæssig omlægning af Store Bededagstillægget.