Temartikel nummer 3 – bragt i Jernbane Tidende 04-2022
Af Søren Kaj Andersen, Centerleder af Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS)
Der er en klar rækkefølge, når de mange sektorområders overenskomster skal fornyes. Der er to gennembrudsforlig: Først forhandler industriens parter et forlig på det såkaldte mindstebetalingsområdet. Her bliver kun mindstelønninger bliver reguleret ved det centrale forhandlingsbord, mens den enkelte medarbejders samlede løn først forhandles senere ved de lokale forhandlinger på virksomhederne. Dernæst forhandles et forlig på normallønsområdet, hvor lønnen i det store hele bliver fastlagt ved det centrale forhandlingsbord.
Det er typisk Fællesoverenskomsten som forhandles af 3F Transportgruppe og Dansk Industri, som er gennembrudsforliget her – på normallønsområdet. Det en den overenskomst, som i daglig tale kaldes ”Transportforliget”. For begge gennembrudsforlig gælder det, at de ud over løn også forhandler en lang række andre vilkår for lønmodtagerne. Herunder fx pension, seniorordninger, løn under barsel og meget mere.
DJs overenskomster
Jernbaneoverenskomsten og Letbaneoverenskomsten hører under normallønsområdet og kan derfor typisk først forhandles når Fællesoverenskomsten – Transportforliget -er på plads. Det gælder dog her, som på de øvrige områder, at aftaleresultaterne fra gennembrudsforligene skal ’oversættes’. Forhandlinger på f.eks. jernbaneområdet har således to dimensioner. Dels en forhandling af særlige forhold på eget område, dels en oversættelse af resultaterne fra gennembrudsforliget.
Den svære oversættelse
At oversætte gennembrudsforlig er umiddelbart en relativt teknisk opgave. Det handler om lønniveau og nye bestemmelser om fx søgnehelligdagsbetaling, en udbygget seniorordning eller andet. Det afgørende her er, at nye bestemmelser i fx Jernbaneoverenskomsten ikke afviger markant fra gennembrudsforligene. Dog skal nye bestemmelser samtidig tilpasses de særlige forhold på jernbaneområdet.
Det gode eksempel
Der kan være nye bestemmelser i gennembrudsforligene, der bare ikke rigtig giver mening på eget aftaleområde. Her skal man tænke kreativt og om muligt forhandle alternative bestemmelser hjem inden for den samme omkostningsramme. Eksempler på dette blev tydelige under OK17. Dansk Erhverv og HK/Handel blev enige om, at den nye aftale om ’systematisk overarbejde’ ikke gav mening i butiksoverenskomsten. Forklaringen var, at arbejdsgiverne i forvejen havde adgang til en relativ lang planperiode vedrørende tilrettelæggelse af arbejdstiden. Som betaling for de goder HK/Handel fik fra gennembrudsforliget blev parterne enige om en yderligere udvidelse af planperioden og en friweekend blev inddraget. Oversættelsen af gennembrudsforliget blev her snarere en ny forhandling af, hvad der kunne være en rimelig pris for at erstatte ’systematisk overarbejde’ med noget andet.
Det kan gå galt
OK17 gav dog også et eksempel på, at parterne ikke kunne blive enige om prisen for at erstatte ’systematisk overarbejde’ med noget andet. På slagterierne var DI og NNF enige om, at aftalen ikke kunne bruges pga. branchens særlige produktionscyklus med levende dyr og rengøring imellem slagtningerne. DI ville have andre former for fleksibilitet, f.eks. arbejde på lørdage. Men parterne kunne ikke blive enige om hvor mange – altså prisen. De røg i forligsinstitutionen, men det hjalp ikke. Så de blev samlet op i mæglingsforslaget og slagteriarbejdsgiverne fik ’systematisk overarbejde’, som de ikke kan bruge til noget og NNF gik glip af seniorfridage til en ret og fuld løn under forældreorlov – begge dele aftalt i industriens gennembrudsforlig.
Enighed er en fordel for begge parter
Man kan sige, at logikken er her, at lykkes det ikke de forhandlende parter at lave den svære oversættelse af gennembrudsforliget – altså den hvor man reelt laver en ny forhandling af bestemmelser, der ikke dur på eget område – ja, så taber begge parter, hvis man ikke kan nå til enighed.
