Temaartikel nummer 4 – bragt i Jernbane Tidende nummer 5
Af Søren Kaj Andersen og Nana Wesley Hansen
OK23 står for døren, og forventningen er, at alle aftalerne indgået på DA/FH-området, vil blive samlet i et mæglingsforslag, som dernæst sendes til afstemning blandt medlemmerne. Sammenkædningen er udtryk for et musketerprincip på det private arbejdsmarked; altså princippet om ’en-for-alle og alle-for-en’. Ingen går enegang eller bliver ladt tilbage og må kæmpe deres egen kamp; alle kommer med i det samlede mæglingsforslag og opnår lønudvikling og andre goder.
Sammenkædningen og den samlede afstemning betyder også, at enten får alle fornyet deres overenskomst, hvis flertallet stemmer ja. Stemmer flertallet nej, så er alle derimod i konflikt.
Princippet ved sammenkædningen af overenskomsterne er altså, at det er flertallet ved afstemningen, der accepterer eller forkaster overenskomstresultatet. Derved bliver det vanskeligt for enkeltstående utilfredse grupper at stemme aftaleresultatet ned. Ræsonnementet er, at et nej-mindretal ikke skal kunne presse et ja-flertal ud i konflikt, der har store økonomiske konsekvenser for alle parter og som også medfører en risiko for, at de aftalte resultater tabes på gulvet. Set i et bredere samfundsperspektiv kan det fremhæves som en fordel, at sammenkædningen reducerer risikoen for konflikt og dermed stabiliserer det danske aftalesystem.
Sammenkædningsreglen er ikke ny
Sammenkædningsreglerne går tilbage til 1930’erne og blev den gang først og fremmest presset igennem af arbejdsgiverne. De ønskede at få en strammere styring af aftalefornyelsen på et uroligt arbejdsmarked, som den gang var præget af mange konflikter. Årsagen var, at konflikter blandt enkelte faggrupper eller virksomheder spredte sig især via sympatikonflikter.
Et af de få eksempler på en overenskomstfornyelse uden sammenkædning i det private var i 1961. Her forhandlede otte brancheområder selvstændigt. Det førte til flere konflikter, to mæglingsskitser, et regeringsindgreb på transportområdet og 2,3 millioner strejkedage. Arbejdsgiverne ville på ingen måde gentage dette.
Over tid har fagbevægelsen fået stor interesse i at bibeholde sammenkædningen, da den sikrer at de løn og arbejdsvilkår, som den velorganiserede industri forhandler hjem, også kommer lønmodtagerene i andre mindre velorganiserede sektorer til gode. Der er med andre ord en solidaritet indbygget i sammenkædningen og den samlede afstemning.
Ulemperne
Der er dog også ulemper forbundet med sammenkædningen, og derfor er den – og har længe været – omdiskuteret på både arbejdsgiver- og lønmodtagerside.
Arbejdsgiverorganisationerne oplever fra tid til anden til stor frustration, at de ikke kommer igennem med deres ønsker pga. sammenkædningen. For eksempel har slagterierne i flere omgange forsøgt at bremse eller ligefrem opnå en lønnedgang i forhandlingerne, begrundet i konkurrencen fra især Tyskland. I 2014 nægtede NNF at indgå sådanne aftaler. Efter 62 timers forhandlinger i Forligsinstitutionen kom et endeligt sammenbrud, og slagteriområdet blev samlet op i mæglingsforslaget, hvorved slagterne fik samme lønstigninger som i gennembrudsforliget.
Blandt lønmodtagerne har sammenkædningsreglen været kritiseret for at være ’udemokratisk’, da enkeltområder kan stemme nej og så alligevel blive påtvunget mæglingsforslaget ved et samlet ja. I nyere tid har modstanden været særligt udtalt i byggefagene. Tidligere har også Blik & Rørs medlemmer været utilfredse med sammenkædningen, fordi det samlede mæglingsforslag igennem flere runder ikke indeholdt opjustering af prislisterne. Prislisterne angiver mindstebetalingen for forskellige typer af opgaver og aftales mellem parterne. Prislisterne bruges til at opmåle konkrete opgaver og udregne betalingen for akkordarbejde. Når man arbejder på akkord betales man nemlig for udført opgave uanset tidsforbrug og får således ikke en timeløn.
Trods disse ulemper har der generelt været enighed på begge sider af forhandlingsbordet om, at sammenkædningen skal bestå.
