Sikker godstransport skal i gang igen

Den 13. januar slog en bilist alarm, da han på Storebæltsbroen observerede en løs trailer på en lommevogn på et godstog. Den 14. januar blev al godstransport på Storebæltsbroen med trailere på lommevogne midlertidigt forbudt. Den 23. januar blev forbuddet udvidet til at gælde i hele Danmark.

Situationen er naturligvis uholdbar for alle. Fra Dansk Jernbaneforbunds side er der ingen tvivl: Sikkerheden skal være i orden og vi skal have gang i godstrafikken igen.
 
Dansk Jernbaneforbund er derfor i intensiv kontakt med både virksomheder, transportpolitikere, ministeren og relevante myndigheder. Vi kan i sagens natur ikke referere direkte fra fortrolige samtaler. Men vi kan forsikre om, at vi gør alt, hvad der står i vores magt for at sikre, at vi hurtigt får gang i både en sikker person- og godstransport igen på Storebælt og i resten af landet.