Udtalelse fra Dansk Jernbaneforbunds Hovedbestyrelse
Baggrund
I 2009 besluttede et bredt flertal i Folketinget, at alle usikrede jernbaneoverkørsler skulle sikres eller nedlægges med udgangen af 2018. Folketinget bevilgede 400 millioner kroner til projektet. I 2016 bevilligede Folketinget yderligere penge for at nå målsætningen. Alligevel meddelte Banedanmark i går, at projektet er forsinket i et år. Der er ifølge Banedanmarks oplysninger til diverse medier fortsat mere end 100 usikrede jernbaneoverkørsler i Danmark. Banedanmark opgjorde antallet til 139 ved årsskiftet 2018. Der var i 2009 omkring 400 usikrede overkørsler.
Dansk Jernbaneforbunds Hovedbestyrelse udtaler:
Dansk Jernbaneforbund er dybt berørt over den tragiske ulykke i den usikrede jernbaneoverkørsel på Vardevej nord for Sig i Sydvestjylland. Vores tanker går til de afdødes familier, samt de berørte kollegaer og passagerer. En ulykkelig hændelse som denne kan efterlade et helt lokalområde i chok og sorg.
Ulykken er dybt tragisk – ikke mindst set i lyset af, at usikrede jernbaneoverkørsler for længst burde være fortid. Dansk Jernbaneforbund har igennem mange år påpeget problematikken. Det var derfor med stor tilfredshed forbundet har noteret sig en bred politisk opbakning til at løse problemet. Pengene er bevilget og problemet skulle være løst senest med udgangen af 2018.
Nu kan vi med stor undren konstatere, at arbejdet ikke vil blive udført som politisk besluttet. Det er på alle måder en helt og aldeles utilfredsstillende situation. Dansk Jernbaneforbund har i flere sammenhænge – blandt andet på møder med Banedanmarks sikkerhedschef – spurgt grundigt ind til projektet, men vi er blevet holdt hen med snak.
Dansk Jernbaneforbund kræver derfor omgående:
• En grundig status over arbejdet
• En troværdig begrundelse for forsinkelserne
• Og en tidsplan for det resterende arbejde.Alle er enige om, at usikrede overkørsler udgør en alvorlig fare. Der har allerede været alt for mange ulykker. Dertil skal lægges alle de mange ”nær-ved hændelser” som lokomotivførerne må leve med. Det er en uhyggelig oplevelse at være tæt på at kollidere med et køretøj. Det slider hårdt på psyken. Det er ikke rimelige arbejdsbetingelser at byde mennesker.
Tiden er ikke til mere snak. Nu skal problemet løses. Vi kan ikke være andet bekendt.