Velkommen til 150 års fødselsdagsfest i Rømersgade

Fredag 15. okober 2021 fylder den danske arbejderbevægelse 150 år, og du er inviteret med!

Arbejderbevægelsen blev dannet i 1871 som et opgør mod ulighed og udnyttelse og for bedre vilkår til lønmodtagerne.

Bevægelsen voksede sig større og stærkere og betyder, at de fleste i dag får en ordentlig løn, ferie, pension, barsel mv.

Der er fri og lige adgang til uddannelse, sundhed, ældrepleje og børnepasning. Men der er fortsat meget at kæmpe for.

Alt for mange bliver snydt, slidt eller stresset af deres arbejde. Der er klimakrise og en teknologisk udvikling, der går stærkere end nogensinde før. Der er i dag – ligesom for 150 år siden – brug for, at arbejderne står sammen.

Kom og vær med til at fejre den runde fødselsdag den 15. oktober 2021.

Fagbevægelsens Hovedorganisation og Arbejdermuseet inviterer alle til faneoptog, sang og musik, quiz, varm gullaschsuppe og guld fra gemmerne.

Program
15.30: Ankomst af stort optog af fagforeningsfolk, der bærer de historiske røde faner.
16.00: Arbejdermuseets kor og orkesteret Strejkedrengene underholder i Rømersgade. Suppekøkken for de sultne.
17.30: Børn kan tyvstarte på Kulturnatten med faneværksted og rettighedsquiz i Arbejdermuseet.
18.15: Arbejdermuseet slår dørene op for Kulturnatten for alle. Se bl.a. se den skinnende, nyrestaurerede festsal, oplev Slaget på Fælleden som lyd- og lysshow, syng med på Arbejdersangbogens klassikere, brodér paroler i korssting og hør museets eksperter fortælle om deres yndlingshistorier fra arbejderhistorien.